Placebo, tro og helbred

RESUME: Troens dimension og betydning er blevet fortrængt fra sundhedsvæsenets univers og henvist til privatsfæren. Dette til trods for at forskning viser, at sygdom aktiverer eksistentielle behov i takt med tilstandens alvor og kan vække en latent tro. Tro defineres som eksistentiel, spirituel og/eller religiøs overbevisning.
Det hævdes, at det religiøse område er tabuiseret i Danmark, ”verdens mindst religiøse samfund”, og at patienter viger tilbage fra at drøfte trosspørgsmål med selv de nærmeste.
Den palliative medicin er det felt, hvor der er den største eksplicitte forventning om, at den praktiserende læge integrerer eksistentielle aspekter i patientindsatsen.
The Meaning Making Matrix præsenteres, en enkel model, der siger noget om de meningsfelter, vi som danskere bevæger os i, når vi konfronteres med livets svære stunder.

I denne serie af artikler, der fra forskellige perspektiver har fokus på placebo, er det naturligt at belyse, hvilken betydning tro kan have for helbred og for patienters oplevede sygdomsforløb. Tro vil her blive anvendt som et samlebegreb for eksistentielle, spirituelle og/eller religiøse overbevisninger, som ikke beror på videnskabelig evidens, men som har betydning for måden, hvorpå mennesker lever og finder mening i deres liv – og de kriser, livet kan indebære (1).
Antallet af internationale forskningsartikler om forholdet mellem tro og helbred er i de senere årtier steget markant. Det bliver klart ved søgninger på PubMed med søgeordet Religion (forstået som fællesskaber om ritualer og fælles overbevisninger) og især det i nyere tid så populære begreb Spirituality (som refererer til individers åndelige praksis og overbevisning). Væksten i antallet af artikler, der omhandler spiritualitet, er i dag langt større end den generelle tilvækst af sundhedsvidenskabelige artikler (figur 1) (2). Denne forskning i forholdet mellem tro og helbred kan ses som et videnskabeligt nybrud, men er fra et historisk perspektiv i højere grad en tilbagevenden til basale aspekter af både religion og sundhedsvæsen.
I de fleste religioner er der således en forbindelse mellem tro, helbred og lidelse. Det gælder også for kristendommen. Religionshistorikeren Amanda Porterfield viser i en toneangivende historisk gennemgang, hvordan kristendommens fokus på sygdom gennem åndelig praksis, men også gennem en klar og strategisk vision for omsorg for lidende mennesker, har haft afgørende betydning for kristendommens udbredelse i romertiden og videre op i historien (3). Sygehusvæsenet har således historisk rod i kristendommens fordring om aktiv næstekærlighed, som i det vesterlandske klostervæsen fik en væsentlig faglig og organisatorisk forankring.

Figur 1 /

I nyere tid har der været en tendens til, at den naturvidenskabelige tilgang, der er bærende for sundhedspraksis, til tider har defineret sig i kontrast til troens univers (”Man skal ikke tro, man skal vide!”) Konsekvensen bliver ofte en holdning, der siger, at troens univers ikke har noget med sundhedsvæsenet at gøre, men henvises til ”privatsfæren”.

Problemet med denne ofte ret biased tilgang er, at der ikke tages højde for den efterhånden etablerede, evidensunderbyggede viden om, at sygehuset er blandt de steder i moderne, sekulære samfund, hvor mennesker tænker mest over eksistentielle forhold og behov. Atter at give opmærksomhed til forholdet mellem tro og helbred giver således god mening, både ud fra religions- og sundhedsfænomenologiske perspektiver.

Forskningen bevæger sig i to distinkte, om end relaterede, hovedfelter:

1. Troens betydning for helbred.
2. Troens betydning for oplevelse og håndtering af sygdomsforløb.

I denne artikel vil de to hovedfelter blive præsenteret kort med henvisning til den internationale og danske forskning, der har fundet sted de sidste år, hvilket atter vil lede til overvejelser om, hvordan vi kan forstå substansen af eksistentiel meningsdannelse blandt danske patienter. I næste nummer af Månedsskriftet vil Elisabeth Assing Hvidt overtage stafetten og fortælle om et igangværende forskningsprojekt, der har som formål at undersøge, hvordan eksistentielle og åndelige patientindsatser bedst kan implementeres i almen praksis i Danmark.

Troens betydning for helbred

For det første viser forskning, at mennesker med en trosoverbevisning og dertil hørende praksis og livsstil har en lavere sygdomsforekomst end ikke-troende (1). Således har en kohorte bestående af godt 12.000 danske Syvende Dags Adventister og baptister en markant lavere generel kræftforekomst (Standardized Mortality Ratio 63 % for mænd, 74 % for kvinder, alle tal signifikante). Forskellen er betydeligt større ved livsstilsrelaterede sygdomme som fx lungekræft (34 % for mænd, 44 % for kvinder) (4). Betydelig sygdomsreduktion er fundet for en række andre sygdomme, herunder hjerte-kar-lidelser, og selvom effekten også her primært tilskrives gruppens religiøse livsstil, kan andre faktorer, såsom placebo, naturligvis ikke udelukkes. I den såkaldte Glostrupkohorte, bestående af 734 mænd og kvinder født i 1914, har kvinder, der angav en gang imellem at gå i kirke, en lavere risiko for at dø 20 år efter (Hazard Ratio 73 %) (5). I Glostrupkohorten består effekten, også når der korrigeres for kendte confounders, således at årsagen ikke så indlysende er at finde i religiøse livsstilsforhold: De kvinder, der satte kryds ved at gå i kirke, havde højere BMI og tilsvarende forbrug af tobak og alkohol. Uanset ætiologien er der således substantiel international og nu også dansk forskning, der bekræfter en forbindelse mellem tro og helbred.

Troens betydning for oplevelse og håndtering af sygdomsforløb

Ligesom det nu står klart, at tro ad forskellige årsagsveje er positivt forbundet med helbred, står det samtidig klart, at tro har betydning for håndtering af sygdom, symptomkontrol, oplevet tryghed ved behandling og angst for døden (1). Det er velkendt, at sygdom intensiverer eksistentielle, åndelige og religiøse overvejelser, problemstillinger og behov (herefter blot eksistentielle behov).
Spørgsmålet om, hvordan man skal tænke eksistentielle behov, og hvordan man bedst understøtter dem, er bl.a. italesat af WHO. Ifølge WHO’s definition omfatter palliativ pleje patienters ”smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og eksistentiel/åndelig art”, ligesom den palliative indsats ”integrerer omsorgens psykologiske og åndelige aspekter” (6). Samme forståelse er tydelig i internationale definitioner, anbefalinger og akkrediteringsmodeller for almen praksis, hvor der udtrykkes forventning om, at den praktiserende læge integrerer eksistentielle aspekter i patientindsatsen.
10 afsluttede ph.d.-projekter og flere seniorprojekter fra Odense, København og Århus med tilknytning til Dansk (og siden 2012 Nordisk) Netværk for Forskning i Tro og Helbred (7) har givet øget indsigt i danske patienters og pårørendes eksistentielle overvejelser og behov, og hvordan sundhedsprofessionelle forstår og håndterer dem. Undersøgelserne tyder på, at sygdomskrise sjældent gør en ateist til troende eller en troende til ateist. Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, mennesker kan bære i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle før. Det synes i særlig grad at gælde for Danmark, som sociologer betegner som ”verdens mindst religiøse samfund” (8): Religiøsitet italesættes som et af de største tabuer i Danmark, har begrænset betydning i det offentlige rum og lader sig kun meget vanskeligt italesætte af danskerne (9). Også egne eksistentielle behov diskuterer danskerne sjældent med andre, end ikke den nærmeste familie. En mulig forklaring på danskernes religiøse inaktivitet lyder, at danskerne, mere end noget andet folkefærd, oplever en høj grad af livskontrol, og at de derfor sjældent føler behov for en Gud eller en tro til at støtte dem i deres hverdag.

Krisetro

Skal man tro de store værdiundersøgelser, ville det imidlertid være forkert at sætte lighedstegn mellem manglende religiøs italesættelse og praksis og fravær af tro. Spørger man anonymt, som man fx har gjort i godt 30 år gennem ”Den Europæiske Værdiundersøgelse”, finder man, at kun 7 % af danskerne betegner sig som ”overbeviste ateister”, 21 % som ”ikke-troende”, mens 72 % betegner sig som ”troende” (9). Godt halvdelen heraf tror på en ”personlig Gud”, resten på ”en højere magt”. Danskerne kan på mange måder figurativt siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af ”passivt” kirkemedlemskab, ligesom man kan være passivt medlem af en sportsklub. Godt 78 % af danskerne er medlemmer af den danske folkekirke, men kun 2,7 % går i kirke på ugentlig basis. Så dette ”medlemskab” handler om mere end kirkegang: Det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer for mange tillige en tro på, at der er ”mere mellem himmel og jord”. Det ”passive medlemskab” kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos én selv eller i den nærmeste familie, sådan som flere af resultaterne fra ovenstående danske forskning viser.
På den måde kan man rettelig kalde dansk tro for ”krisetro”. Intet får tilsyneladende danskerne til at tænke mere på deres tro end krise og sygdom, og intet sted bliver de konfronteret mere med sygdom end på hospitalet. Dette bekræftes i flere undersøgelser, bl.a. en spørgeskemabaseret undersøgelse på Rigshospitalet, hvor det er tydeligt, at sygdom intensiverer trosovervejelser proportionalt med sygdommens alvor (10, 11), ligesom dansk forskning tyder på, at klare eksistentielle overbevisninger har betydning for patienters livskvalitet og oplevede sygdomsforløb (12).

En matrix over danskeres eksistentielle behov

For bedre at kunne bryde dette særlige danske tros-granatæble op, tog vi i det nævnte Netværk for Forskning i Tro og Helbred udgangspunkt i den internationale forskning om eksistentiel meningsdannelse og omsorg, som er informeret af to primære traditioner:
Den første er den primært nordamerikansk forankrede forskning i religiøs coping. Denne forskningstradition har den store fordel, at den er stærkt empirisk forankret, især inden for sundhedsvidenskab. Ulempen ved den er, at den tager udgangspunkt i en kulturel kontekst, hvor religion i langt større grad end i Vesteuropa er en del af hverdagslivet. Det er således helt enkelt svært råt at overføre de amerikanske forskningsresultater til en europæisk kontekst.
Den anden forskningstradition er forankret i den eksistentielle filosofi og psykologi. Den er, trods sit udgangspunkt i den meget religiøse Søren Kierkegaard, kendetegnet ved en i dag a-religiøs tilgang og er primært centreret omkring sekulære meningskilder såsom familie, arbejde, aktiviteter, etc. Den er endvidere kendetegnet ved at have været forbundet med begrænset empirisk forskning.
Det blev med udgangspunkt i den danske forskning klart, at en kombination af de bedste europæiske og amerikanske tilgange vil være at foretrække, således at klinikere bør huske på, at eksistentiel meningsdannelse dækker over både sekulære, spirituelle og religiøse dimensioner.
For det andet fandt vi i Netværket et nyttigt teoretisk udgangspunkt i den amerikanske sociolingvist Joshua A. Fishmans´ begreb, meningsdannelse, som bevæger sig i tre relaterede dimensioner: 

1. Knowing: De bevidste overbevisninger, der giver kognitivt indhold til menneskers mening.
2. Doing: De handlinger og ritualer, man forbinder med disse overbevisninger.
3. Being: Den betydning og det ”liv”, der gemmer sig i overbevisningerne.

Disse dimensioner er væsentlige for eksistentielle meningsdannelser, uanset om de har sekulært, åndeligt eller religiøst præg. Danskere scorer ret lavt på de to første meningsdimensioner knowing og doing: Man er ikke særlig vant til at tænke over og tale om troens kognitive indhold, og man har en lav grad af praksis omkring sin tro. Derimod har danskeres oftest ureflekterede tro en stor betydning i forhold til den tredje being-dimension, hvordan man forstår sig selv og sit livsfundament. Meget tyder således på, at de fleste danskere vil kunne sige om sig selv: ”Jeg er ikke særlig religiøs, men jeg tror på noget – jeg ved ikke rigtig, hvad det er, men det har en vigtig betydning for mig”.
I det videre arbejde med at kortlægge dansk eksistentiel meningsdannelse fandt vi, at det var meningsfuldt at koble de ovennævnte sekulære, spirituelle og religiøse meningsdomæner med Fishmans dimensioner (knowing, doing & being), således at vi ender op med en konceptuel matrix, som vi har døbt The Meaning Making Matrix (MMM), og som efterhånden er blevet brugt i en del nordiske forskningsarbejder som metodisk og teoretisk ramme (figur 2).

Systemisk opmærksomhed

Den fremvoksende internationale og danske forskning inden for feltet bekræfter, at eksistentiel omsorg i særlige tilfælde kan betyde, at der skal tilkaldes en præst eller en hospitalsimam. Den bredere eksistentielle og åndelige omsorg er derimod på ingen måde forbeholdt specialisterne. Den skal snarere ses som en integreret del af den brede, patientcentrerede omsorg og kræver bred sundhedsfaglig opmærksomhed i rammerne af den forhåndenværende tid og praksis, ikke mindst i en globaliseret tid, hvor hensynet til etniske og religiøse minoriteter får større betydning. Ligesom man i 70’erne etablerede den såkaldte PLISSIT-model (figur 3) til at sikre en bred opmærksomhed om især kræftpatienters seksuelle problemstillinger, der på det tidspunkt stadig ansås for tabubelagte, kunne meget tyde på, at vi i sundhedsvæsenet analogt burde skærpe den generelle opmærksomhed om patientperspektivets eksistentielle og åndelige dimension på systemisk vis.

Figur 2 /

Figur 3 /

Undersøgelserne viser, at mange patienter ønsker at tale med et bredere udsnit af sundhedsprofessionelle om deres eksistentielle overvejelser og behov, at disse behov er mangefacetterede, og at de ikke kan eller bør adskilles fra de almene, psykosociale behov (13). Undersøgelserne tyder imidlertid på, at patienter kun sjældent taler med deres behandlere om disse forhold, formentlig fordi de ikke forventer, at de er en integreret del af den normale patientindsats. Det bekræftes i en undersøgelse af PAVI (det tidligere Palliative Videnscenter, nu Nationalt Videnscenter for Rehabilitering og Palliation) fra 2013 (14). Her bliver det tydeligt at danske palliative patienter har en række psykosociale, herunder også eksistentielle, behov, men at de kun sjældent taler med sundhedspersoner herom. Meget tyder altså på, at der er en diskrepans mellem udbud og efterspørgsel, hvad den eksistentielle og åndelige omsorg angår. En række internationale undersøgelser rapporterer således professionelle barrierer hos forskellige typer af sundhedsprofessionelle, der i bund og grund handler om

1. Manglende tid
2. Manglende uddannelse og viden
3. Usikkerhed omkring patienters og egne eksistentielle forhold, der ofte betragtes som et tabu (15).

For at undgå at gå ind i de ofte smertefulde og personressourcekrævende eksistentielle aspekter af plejen er det lettere at dække sig bag det, vi kunne kalde det kliniske skjold end at gå aktivt ind i lidelsen.

Konklusion og perspektiv
Som vi har set i denne artikel, er danske patienters eksistentielle behov til stede og betydningsfulde for deres oplevelse og håndtering af sygdom. Understøttelsen heraf er imidlertid sporadisk og tilfældig og primært udviklet inden for det palliative felt. Forskningen tyder på, at patienter ønsker, men sjældent forventer eller selv lægger op til, at deres læge italesætter eksistentielle behov. Meget taler derfor for, at en mere proaktiv tilgang til åbning af psykosociale og eksistentielle emner kan have positiv effekt for det oplevede sygdomsforløb. Måden, hvorpå det kan ske, vil som nævnt blive berørt i en næste artikel.
The Meaning Making Matrix præsenteres som et klinisk redskab, der minder os om, hvilke meningsfelter danskere bevæger sig i, når de oplever og coper med livets svære stunder. Vi håber, denne meget enkle model kan vække refleksion og videre diskussion.

Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet

Litteratur

1. Koenig HG, King DE, Carson VB. Handbook of religion and health. 2nd ed. Oxford / New York: Oxford University Press; 2012. xv, 1169 p. p.
2. Cook CCH. Spirituality and Health. Journal for the Study of Spirituality. 2012;2(2):150-62.
3. Porterfield A. Healing in the History of Christianity. New York: Oxford University Press; 2005. viii, 218 p.
4. Thygesen LC, Hvidt NC, Juel K, Hoff A, Ross L, Johansen C. The Danish Religious Societies Health Study. International Journal of Epidemiology. 2012;41(5):1248-55.
5. La Cour P, Avlund K, Schultz-Larsen K. Religion and Survival in a Secular Region. A Twenty Year Follow-Up of 734 Danish Adults Born in 1914. Social Science & Medicine. 2006;62(1):157-64.
6. World Health Organization. WHO Definition of palliative care  [cited 2015 01.04.15]. Available from: http://www.who.int/cancer/palliative/definition/en/.
7. Hvidt NC. Overview of Research Projects in Scandinavia: Nordic Network for Research in Faith and Health; 2015 [cited 2015 01.04.15]. Available from: http://faith-health.org/?cat=61.
8. Zuckerman P. Samfund uden Gud. 1. udgave ed. Højbjerg: Univers; 2008. 228 sider p.
9. Gundelach P. Små og store forandringer danskernes værdier siden 1981. København: Hans Reitzels Forlag; 2011. 319 s. p.
10. Ausker N, Cour Pl, Busch C, Nabe-Nielsen H, Pedersen LM. Danske patienter intensiverer eksistentielle tanker og religiøst liv. Ugeskrift for Læger. 2008;170(21):1828.
11. la Cour P. Existential and religious issues when admitted to hospital in a secular society: Patterns of change. Mental Health, Religion & Culture. 2008;99999(1):1 - 14.
12. Bekke-Hansen S, Pedersen CG, Thygesen K, Christensen S, Waelde LC, Zachariae R. The role of religious faith, spirituality and existential considerations among heart patients in a secular society: Relation to depressive symptoms 6 months post acute coronary syndrome. Journal of health psychology. 2013;19(6):740-53.
13. Hanson LC, Dobbs D, Usher BM, Williams S, Rawlings J, Daaleman TP. Providers and types of spiritual care during serious illness. Journal of palliative medicine. 2008;11(6):907-14.
14. Rådgivende Sociologer. Danskernes viden om og ønsker til den sidste del af livet: baggrundsrapport. København: PAVI og Trygfonden, 2013.
15. Slort W, Schweitzer BP, Blankenstein AH, Abarshi EA, Riphagen II, Echteld MA, et al. Perceived barriers and facilitators for general practitioner-patient communication in palliative care: a systematic review. Palliative medicine. 2011:0269216310395987.

Biografi

Niels Christian Hvidt er teolog, humanistisk sundhedsforsker og lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet i Odense.

Forfatter email

Niels Christian Hvidt: nchvidt(at)health.sdu.dk

• Gå til top 
• Hent PDF 
• Udskriv