MAP Log ind

Som medlem kan du forbinde til månedsskriftet.dk og læse tidligere artikler og tidsskrifter.

Spørgsmål vedr. log ind kontakt Månedsskriftet på tlf. 35 26 67 85.

Glemt kodeord
×

Kunstig intelligens - kan det bidrage til nærvær i patientkontakten?

I en hverdag, hvor tiden er knap og kravene stiger, kan AI-baseret journalføring være et fristende redskab. I denne artikel fortæller forfatteren om sine personlige erfaringer med teknologien, der opleves at hjælpe til nærvær, bedre patientkontakt og tid til faglighed. Men der er også faldgruber, når AI flytter ind i konsultationen. Læs med her.

Af: Maria von Würden

Tid til nærvær, omsorg og en god relation til patienten. Det er vigtige kerneværdier for alle faggrupper ansat i almen praksis (3).

Kontakten med patienterne kræver fagligt overblik, struktur og nærvær. Samtidig er der stigende krav om skriftlig dokumentation, der kan true netop disse vigtige værdier. Kan kunstig intelligens bidrage til løsningen?

Området kunstig intelligens udvikler sig hastigt og vækker både begejstring og bekymring. Én ting er sikkert: Kunstig intelligens er kommet for at blive, og det er derfor nødvendigt, at vi forholder os til teknologien og måske endda bliver skarpere på, hvordan vi med fordel kan anvende den i vores daglige arbejde.

Implementering af den nye teknologi fører flere dilemmaer med sig. I andre artikler er der udtrykt bekymring for, om de nye journalføringsværktøjer påvirker behandlerens lytteevne negativt, om de fører til fremmedgørelse over for egen journal, og andre relevante betragtninger.

Denne artikel har fokus på skribentens og kollegers personlige oplevelser med teknologien.

Månedsskriftet bragte i marts 2026 artiklen “Går du og overvejer, om det er sikkert at anvende AI til at skrive journalnotater i din praksis?”. I forlængelse heraf vil denne artikel have fokus på AI-baseret journalføring og på, hvordan teknologien kan anvendes i det daglige dokumentationsarbejde for praksispersonalet i almen praksis.

På baggrund af den nye rapport fra Sundhedsstrukturkommissionen står det danske sundhedsvæsen over for en stor omvæltning de kommende år. Det får også betydning for almen praksis, som skal varetage stadig flere opgaver. Manglen på læger er stor, samtidig med at antallet af sundhedsydelser stiger (1, 2). Dette øger behovet for praksispersonale, der gradvist varetager flere opgaver, herunder selvstændige konsultationer. Det kan eksempelvis være visse børneundersøgelser og regelmæssige (års)kontroller af en lang række kroniske sygdomme såsom hypertension, KOL, diabetes og osteoporose.

Foto_1.jpg

Foto 1 / Foto: Colourbox

I juni 2025 offentliggjorde den Digitale Taskforce for kunstig intelligens et målbillede for anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Af den fremgår det, at rege-ringen, KL og Danske Regioner har en fælles ambition om, at udrulning af kunstig intelligens hos offentlige myndigheder frigør mindst 50 mio. timer på tværs af den offentlige sektor frem mod 2035, og at en væsentlig andel heraf er indfriet i 2030. Således er der en væsentlig økonomisk gevinst at hente (3).

Økonomi er en ting, faglige værdier en anden. Set fra praksispersonalets side skal teknologien gerne frigive tid til nærvær, omsorg og bedre relationer med patienterne i en tid, hvor praksispersonalet i stigende grad har selvstændige patientkontakter og bærer en stor del af relationsarbejdet i lægehuset.

Der findes i dag et stigende antal udbydere af AI-baserede journalværktøjer. Fælles ambition for dem alle er at lette administrationsbyrden således, at ressourcerne kan lægges i nærværet i konsultationen og frigive ressourcer til samtalen. Tiden til hver enkelt patient er ofte sparsom, da de fleste konsultationer skal afvikles på 10-15 min. På den tid skal patienten hentes fra venteværelset, en urinprøve skal måske analyseres, samtidig med at CRP-apparatet snurrer, og inden man rigtig kommer i gang, er en stor del af tiden ofte gået. Først efter patienten er gået, skal notatet skrives.

Det er vigtigt, at notatet indeholder aktuel subjektiv og objektiv status samt en plan fremadrettet. Der kan være behov for receptfornyelser eller henvisninger, og selvom der ofte er faste strukturer for journalnotater, kræver det alligevel tid at få dokumentationen på plads.

I samtalen med patienten kan behandleren nemt lade sig optage af data på skærmen samt af at få dokumenteret konsultationens indhold. Til tider kan dette ske på bekostning af dialogen og nærværet mellem patient og behandler. Det kan true de vigtige kerneværdier nævnt i artiklens begyndelse, og her er det, at AI-generet journalføring kan gøre en forskel. Fokus i konsultationen bliver på samtalen og nærværet mellem patient og behandler. Noget helt basalt som en kontinuerlig øjenkontakt bliver lettere at fastholde.

Med de AI-baserede journalværktøjer, der anvendes i almen praksis, er det muligt at oprette individuelle funktioner, eksempelvis kan der laves verbale triggerord, der spiller sammen med klinikkens eller dine egne personlige fraser. I det tilfælde skal der blot siges et enkelt ord, hvorefter det, der ønskes journalført, bliver en del af det samlede, genererede notat.

Er der ingen ulemper?

Jo da. Som nævnt tidligere i artiklen er der fra flere sider udtrykt relevant bekymring for AI-baseret journalføring. Herunder at teknologien risikerer at medføre for lange, detaljerede og upersonlige notater, hvilket kan udfordre overblikket i patientjournalen. Det stiller krav til efterfølgende redigering og faglig vurdering hos sundhedspersonalet, så journalen forbliver relevant, præcis og klinisk anvendelig.

En anden ulempe er prisen. Man betaler typisk for AI-værktøjerne med en månedlig betaling for hver bruger.

AI-baseret journalføring kan ikke stå alene, men skal ses som et understøttende værktøj, der kræver aktiv stillingtagen og ansvar fra praksispersonalet. Anvendt korrekt er det denne forfatters erfaring, at teknologien rummer et betydeligt potentiale for at frigive tid, styrke nærværet i konsultationen og understøtte praksispersonalets stadig større rolle i almen praksis (4).

Interessekonflikter: Forfatter har ingen interessekonflikter. 

Referencer

  1. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). 2025. Rapport om kunstig intelligens og avanceret teknologi i almen praksis. https://content.dsam.dk/guides/dsam-ai-holdningsrapport.pdf
  2. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 2024. Sundhedsstrukturkommissionen - kommissionens rapport. https://www.ism.dk/publikationer-sundhed/2024/juni/sundhedsstrukturkommissionen
  3. Digitaliseringsministeriet. 2025. Kunstig intelligens skal frigøre mere tid til det vigtige.              https://www.digmin.dk/digitalisering/nyheder/nyhedsarkiv/2025/jun/kunstig-intelligens-skal-frigoere-mere-tid-til-det-vigtige
  4. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). 2024. Kunstig intelligens i almen praksis, et holdningspapir. https://www.dsam.dk/presse-holdninger/fyam-mener/kunstig-intelligens-i-almen-praksis

Biografi

Maria von Würden er behandlersygeplejerske ved Lægehuset Fyrkilden, Aalborg. Særlig interesse for patientkommunikation og rådgivning af sundhedsfaglig viden. Tidligere redaktør ved IPraksis, hvor hun arbejdede med formidling af faglig viden til sundhedsprofessionelle. Erfaring med flere AI-baserede journalføringsværktøjer fra både fysiske og onlinekonsultationer.

Forfatter email

Maria von Würden: mariavonwurden(at)gmail.com

Seneste nummer
Seneste nummer
MediBox