Sikker receptfornyelse for praksispersonale - fra håndværk til højteknologi
Receptfornyelser virker enkle – men bag hver anmodning kan der gemme sig kliniske faldgruber, ansvarsspørgsmål og små sikkerhedsbrister, som kun opdages, hvis man stopper op og tænker sig om. Denne artikel præsenterer kort ”maskinen bag FMK”, og hvilken rolle praksispersonale typisk spiller i receptfornyelser. Undervejs får du fem cases, der udfordrer vanetænkning og viser, hvorfor receptfornyelse ikke er administration – men klinisk arbejde.
Af: Susanne Malmstrøm
Fælles Medicinkort (FMK) baner vejen for uddelegering af arbejdsområder til praksispersonale
Receptfornyelse er en af de hyppigste opgaver i almen praksis – og ofte en, der glider hurtigt gennem systemet, mens andre opgaver foretages. Men bag mange tilsyneladende enkle anmodninger om receptfornyelse, gemmer der sig kliniske dilemmaer, patientsikkerhedsmæssige overvejelser og spørgsmål om ansvar.

Foto 1 / Foto: Colourbox
Her følger eksempler fra hverdagen, som kan overvejes, mens du læser. Et bud på svar ses i artiklens slutning.
- Må du forny Ibuprofen for rygsmerter til en ældre patient, som er i behandling med både Losartan og Furix, når FMB (Fælles MedicinBeslutningsstøtte) advarer?
- Hvordan håndterer du patienten med KOL, der oplever manglende effekt af sin Anoro (LAMA+LABA) og selv foreslår en dosisændring til det dobbelte? Imødekommer du ønsket? Hvilke tanker gør du dig om, at medicinen ikke virker?
- Og hvad med patienten på 73 år, der ringer og beder om en tid. Kendt med hypertension. 3-stof-behandling. Længe siden årskontrol og ingen opfølgning på medicinændring for 1 år siden. Han har ondt i hovedet og får ofte næseblod. Han beder om Panodil på recept.
Hvilke tanker gør du dig? Vil du forny recept på Panodil, hvornår skal han have en tid og hos hvem? - Må du forny medicin til en hjertepatient, som for nylig har haft AMI? Patienten følges i hospitalsregi. Og hvordan sikrer du en klar og sikker ansvarsfordeling?
- Mange patienter har komplekse medicinordinationer, hvor håndteringen i hverdagen er en udfordring. Hvornår er dosisdispensering en god løsning – og hvem har ansvaret for at sætte det i gang?
Da jeg for omkring 50 år siden begyndte at arbejde på apotek, var lægemiddelhåndtering et håndværk i bogstaveligste forstand. Vi lærte at stave navne på lægemidler korrekt – på dansk og på latin – og vi fremstillede selv en stor del af medicinen. Som elever hentede vi tre gange dagligt de gule recepter hos lægerne rundt omkring i byen. Apoteket havde beredskabslagre gemt i kælder og på loft, og der var en grundlæggende forståelse for, at forsyning ikke var noget, man kunne tage for givet.
I dag ser virkeligheden anderledes ud. Receptfornyelse foregår nu i et digitalt sammenkoblet system, hvor FMK er omdrejningspunktet, som danner grundlag for færre fejl og skaber større tryghed i arbejdet med medicinhåndtering i almen praksis.
FMK binder mange aktører sammen: borgeren, almen praksis, sygehuse, speciallæger, apoteker, hjemmepleje, bosteder, tandlæger, jorde-mødre, vagtlæger – og i stigende grad også automatiserede løsninger som “pakke-robotter” til dosisdispensering.
Når FMK fungerer godt, giver det et samlet og opdateret overblik over patientens tidligere og aktuelle medicin. Men overblikket er kun så godt som de oplysninger, der lægges i systemet. Receptfornyelse er derfor ikke en rutineopgave, men noget, som kræver viden og faglighed at udføre korrekt.

FMK knopskyder
Fælles MedicinBeslutningsstøtte (FMB) er et andet system, der er koblet sammen med FMK. Det er knyttet til individuelle patientdata som fx patientens medicinliste, diagnoser og laboratoriedata og giver advarsler om medicininteraktion og risiko ved anvendelse, fx ved lav nyrefunktion. Advarslerne er et vigtigt sikkerhedsnet, men de kan ikke stå alene. Faglig vurdering og sund undren er afgørende.
Det Danske Vaccinationsregister (DDV) har været en del af FMK i flere år. Det blev obligatorisk at indberette alle vacciner i DDV fra 2015.
Dosisdispensering (DD) er en forholdsvis ny ting, som er koblet til FMK. Mange oplever DD som besværlig og dyr for patienten, men ordningen er blevet langt lettere at anvende og i længden ofte billigere for patienten. Der findes gode webinarer på nettet om DD målrettet de enkelte lægesystemer. DD kan spare mange timer for personalet, som tidligere doserede medicin i hjemmet hos borgerne. FMK og DD kan desuden lette samarbejdet mellem patient og behandler samt øge sikkerheden og forebygge fejlmedicinering. Ordningen er dog mindre velegnet til patienter med hyppige ændringer af såvel dosering som medicin, ligesom restordreproblematikken kan være et problem.

Klare aftaler og gode rammer er vigtige, når praksispersonale skal forny recepter
Vær opmærksom på, at det er lægen, der ordinerer medicin, og at lægen har det overordnede ansvar. Men opgaven med at forny eksisterende recepter kan uddelegeres til praksispersonalet. Når det sker, kan der opstå mange spørgsmål: Hvad må fornyes af praksispersonale og hvornår? Hvorfor mangler patienten medicin? Er årskontrollen glemt, eller er der overforbrug? Virker medicinen ikke? Er den brugt korrekt? Der er mulighed for at afvise en receptfornyelse og bede patienten kontakte lægen eller klinikken. Hvis praksispersonale fornyer recepter i klinikken, er det en stor fordel, hvis nogle af disse tanker er gjort i forbindelse med fornyelsen. Men lægen har det endelige ansvar og skal altid godkende alle recepter via egen digital signatur, inden de sendes videre i systemet.
Skal recepten efter aftale med fx hjemmepleje og borger dosisdispenseres, er det ofte lægen selv, der opretter dosisrecepten første gang, men fornyelser kan udføres af praksispersonale, som er opdateret i proceduren.
Hvis en patient ikke er afsluttet fra hospitalet, bør almen praksis som udgangspunkt ikke forny medicinen. Ved at forny recepten overtages dermed også behandlingsansvaret.
Det er vigtigt at huske, at FMK ikke er en journal. Medicinordinationer og receptfornyelser skal journalføres, da det dokumenterer den faglige vurdering. Ofte foregår journalføring automatisk via lægesystemet. Det optræder som et journalnotat, hvor man i journalen kan se lægemidlet, og hvem der har godkendt recepten.

Svarene om receptfornyelse for praksispersonale er ikke entydige – men nogle principper står klart:
Receptfornyelse er ikke blot en administrativ opgave, men en faglig vurdering, hver gang den udføres.
Praksispersonale kan varetage en stor del af opgaven ved stabile forløb og klare instrukser, men lægen skal altid inddrages ved tvivl, ændringer eller risikomedicin.
FMK og Fælles Medicinbeslutningsstøtte (FMB) er vigtige redskaber, men kan ikke stå alene – klinisk blik og sund undren er afgørende.
Patientsikkerheden styrkes gennem viden, tydelig ansvarsfordeling, systematik, gode arbejdsforhold og løbende opfølgning.
Svar til spørgsmål, som blev stillet først i artiklen:
- Nej, som udgangspunkt ikke. Kombinationen af NSAID, Losartan og Furix øger risikoen for akut nyresvigt (“triple whammy”) og kan forværre både blodtryk og væskebalance. Patienten bør i stedet vurderes af læge, og der bør overvejes bedre alternativer.
- Nej, du bør ikke imødekomme ønsket om at fordoble Anoro. Præparatet er fast doseret, og øget dosis giver ikke bedre effekt, men øger risikoen for bivirkninger. Manglende effekt bør i stedet føre til en konsultation. Er inhalationsteknikken korrekt? Tager patienten medicinen som ordineret? Er der tegn på exacerbation, infektion eller forværring af sygdommen KOL? Er diagnosen fortsat korrekt, eller er der komorbiditet (fx hjertesygdom eller anden lungesygdom)?
- Dette er ikke en simpel receptfornyelse. Hovedpine og hyppige næseblødninger hos en patient med kendt hypertension og manglende opfølgning giver mistanke om utilstrækkeligt reguleret blodtryk. Du kan godt forny Panodil som symptomlindring, men det må ikke stå alene. Patienten bør tilbydes en hurtig tid til vurdering hos læge eller konsultationssygeplejerske, gerne samme dag. Konferer plan med din læge.
- Ja, du kan forny Atorvastatin og Selozok for at sikre kontinuitet i behandlingen, hvis der foreligger en epikrise – men det betyder også, at jeres læge påtager sig et behandlingsansvar! Hvis ansvaret fortsat ligger i hospitalsregi, bør du som udgangspunkt henvise patienten dertil for receptfornyelse. Undlad dog at afbryde vigtig behandling efter AMI, men vær samtidig opmærksom på, at receptfornyelse indebærer ansvar – og kræver, at ansvarsfordelingen er tydelig. Konferer med din læge, før du fornyer recepten.
Dosisdispensering kan være en god løsning til patienter med stabil, fast medicin og udfordringer med at overskue eller håndtere behandlingen i hverdagen. Det er den praktiserende læge, der ordinerer og iværksætter dosisdispensering i samarbejde med apoteket. Inden opstart kræver det en grundig gennemgang af medicinlisten, stillingtagen til egnethed (fx få ændringer, ingen pn-medicin) og klar aftale om opfølgning.
Dosisdispensering kan øge sikkerheden – men kræver stabile forhold og tydeligt behandlingsansvar.
God arbejdslyst!
Interessekonflikter: Forfatter underviser for PLO-E, bl.a. som kursusleder for kurset “Receptfornyelse med rolig hånd”.
Biografi
Susanne Malmstrøm er uddannet apoteksassistent og sygeplejerske. Hun har arbejdet som sygeplejerske i 40 år, heraf 25 år som praksissygeplejerske i almen praksis. Hun har gennem mange år arbejdet med medicinhåndtering, patientbehandling og arbejdsgange i almen praksis og er i dag underviser for PLO-E, bl.a. som kursusleder for kurset “Receptfornyelse med rolig hånd”.




