Når børneundersøgelsen skifter hænder
Når børneundersøgelser flytter fra lægen til praksispersonalet, åbner det nye muligheder – men også nye dilemmaer. For hvordan sikrer man kvalitet, tryghed og rettidig lægelig sparring, når personalet overtager denne vigtige opgave?
Af: Rasmus Hald
Når børneundersøgelsen skifter hænder
På briksen ligger et 12 måneder gammelt barn og kigger op i loftet. Forældrene sidder tæt ved, mens konsultationssygeplejersken roligt taler til barnet og måler hovedomfanget.
Scenen udspiller sig i en almindelig almen praksis. Men én ting adskiller den fra, hvordan mange børneundersøgelser tidligere har set ud. Det er ikke lægen, der gennemfører konsultationen.
For få år siden ville mange have forventet, at det var lægen, der stod ved briksen. I flere klinikker er det i dag praksispersonalet, der varetager hele, eller dele af, de forebyggende børneundersøgelser.
Det er en udvikling, der afspejler en bredere bevægelse i almen praksis, hvor opgaver i stigende grad løses i fællesskab i praksisteamet.
Blandt andet på dette område, hvor den nye vejledning om forebyggende børneundersøgelser fra maj 2025 har tydeliggjort, at dele af undersøgelserne kan udføres af praksispersonale, når kompetencer, instrukser og supervision er på plads.
For mange praksispersonaler åbner det for en ny rolle i klinikken. Men det rejser også en række spørgsmål. Hvordan sikres den faglige kvalitet? Hvornår skal lægen ind over? Og hvordan håndteres situationer, hvor bekymringen mere er en fornemmelse end et konkret fund?
Fra lægeopgave til teamopgave
Den forebyggende børneundersøgelse har traditionelt været en lægelig kerneopgave. Formålet har både været at opspore sygdom og udviklingsproblemer tidligt, støtte barnets trivsel og udvikling samt at rådgive forældre i eventuelle tvivlssituationer. I takt med udviklingen i almen praksis er arbejdet i højere grad blevet organiseret som teamarbejde.
Praksispersonalet spiller allerede en central rolle i arbejdet med børn, blandt andet i forbindelse med vaccinationer, målinger og rådgivning. I nogle klinikker har næste skridt været, at sygeplejersker overtager dele af eller hele børneundersøgelsen.
Den nye vejledning fra 2025 understøtter denne udvikling ved at præcisere, at opgaver kan uddelegeres, når kompetencer, instrukser og mulighed for supervision er til stede.
Det ændrer ikke ved, at lægen fortsat har det overordnede behandlingsansvar. Men det betyder, at praksispersonalet i stigende grad bliver en aktiv faglig aktør i den forebyggende indsats omkring barnet.
Foto 1 / Foto: Colourbox
Erfaringer fra praksis
I en almen praksis, hvor konsultationssygeplejersken Lizette i dag varetager en stor del af børneundersøgelserne, blev opgaven indført gradvist.
Lizette har arbejdet som konsultationssygeplejerske hos Læge Lene Hald i fem år. Hun har de seneste fire år varetaget en stor del af klinikkens forebyggende børneundersøgelser og møder derfor mange af familierne flere gange i barnets første leveår.
Hun begyndte med at deltage i nogle af undersøgelserne sammen med lægen.
“Jeg blev faktisk overrasket over, hvor meget jeg voksede med opgaven. Man bliver hurtigt mere sikker, når man får erfaring.”
I den første periode blev der afsat ekstra god tid til konsultationerne, og lægen var let tilgængelig for sparring.
Også familiernes reaktion viste sig at være mere positiv end forventet.
“Jeg havde tænkt, at nogle måske ville være skeptiske over ikke at skulle se lægen. Men det oplevede jeg faktisk næsten ikke. De fleste accepterede det hurtigt og blev trygge ved, at det var mig, der stod for undersøgelsen.”
Dilemmaer i hverdagen
Når praksispersonalet i højere grad varetager børneundersøgelser, opstår der situationer, hvor faglig dømmekraft, kommunikation og tillid bliver afgørende.
Når tvivlen opstår
For Lizette er erfaringen, at tvivlen skal deles.
Hvis hun under en undersøgelse får en bekymring eller finder noget, hun synes kræver lægelig vurdering, inddrages lægen.
“Det vigtigste er at turde sige det højt. Hvis der er noget, man er i tvivl om, så skal man tage det op.”
Hun fremhæver samtidig betydningen af, at lægen er tilgængelig.
“Det betyder meget, at lægen kan kobles på relativt hurtigt, så familien ikke skal vente længe på en efterfølgende lægelig vurdering.”
En åben dialog mellem personale og læge er afgørende for både kvalitet og tryghed.
Faglighed kræver struktur
At gennemføre børneundersøgelser kræver både klinisk viden og strukturerede arbejdsgange.
I Lizettes klinik har systematik været et centralt element i implementeringen. Der er udarbejdet instrukser og faste arbejdsgange, som hjælper med at sikre ensartethed.
Instrukserne beskriver blandt andet:
- hvordan undersøgelsen gennemføres trin for trin
- hvilke observationer der skal gøres
- hvordan fund dokumenteres
- hvornår lægen skal inddrages.
Den systematiske tilgang skaber både faglig sikkerhed og ensartet kvalitet.
Kontinuitet som styrke
En styrke ved praksispersonalets rolle er kontinuiteten.
Mange familier møder den samme sygeplejerske eller praksisassistent ved flere kontakter i klinikken. Ved vaccinationer, telefonkontakt eller opfølgninger.
Det kan skabe en relation, hvor forældre lettere bringer spørgsmål eller bekymringer op.
For Lizette er netop relationen blevet en af de mest givende sider af arbejdet.
“Man bliver et bindeled mellem familien og klinikken på en anden måde end før. Man lærer familierne at kende over tid.”
Hun oplever i stigende grad at fungere som kontinuitetsbærer for familien.
Tilgængelighed spiller her en vigtig rolle. Når familier oplever, at de let kan få kontakt med klinikken, styrker det trygheden.
Kompetencer og efteruddannelse
Når praksispersonalet i højere grad varetager børneundersøgelser, bliver kompetenceudvikling central.
Viden om barnets normale udvikling, kliniske tegn og sygdomsbilleder er afgørende for at kunne vurdere, hvornår noget ligger inden for normalvariation, og hvornår der bør reageres.
Flere medarbejdere vælger derfor at styrke deres kompetencer gennem efteruddannelse.
Et eksempel er PLO-E’s personalekursus “Barnet i lægehuset: Den normale udvikling og sygdomme hos barnet”, der udbydes fem gange årligt flere steder i landet, hvor deltagerne arbejder med barnets normale udvikling samt med de kliniske problemstillinger, man typisk møder i almen praksis, fra udviklingsvurdering til håndtering af forældres bekymringer.
Efteruddannelse kan styrke både faglig sikkerhed og det fælles sprog i klinikken.
Refleksion i klinikken
Der findes ikke én model for, hvordan børneundersøgelser skal organiseres i almen praksis. Hver klinik må finde en løsning, der passer til kompetencer, arbejdsgange og patientpopulation.
Erfaringerne fra den interviewede praksis peger dog på nogle centrale elementer:
- grundig oplæring
- klare instrukser
- let adgang til lægelig sparring
- en kultur, hvor spørgsmål og tvivl er velkomne.
Hvis en klinik overvejer at omlægge organiseringen, kan følgende spørgsmål være et godt udgangspunkt:
- Hvilke dele af børneundersøgelserne kan personalet varetage?
- Hvilke kompetencer kræver det?
- Hvordan organiseres oplæring og supervision?
- Hvornår skal lægen involveres?
- Hvordan informeres familierne om organiseringen?
En fælles opgave
Selvom organiseringen ændrer sig, er målet det samme, nemlig at sikre barnets trivsel og sundhed.
Når børneundersøgelsen i stigende grad bliver en teamopgave, kan det, når rammerne er tydelige, styrke både kontinuiteten og den forebyggende indsats.
For praksispersonalet kan det samtidig åbne for nye faglige muligheder og større variation i løbet af arbejdsdagen.
Som Lizette beskriver det:
“Jeg har ikke oplevet det som svært. Tværtimod har det været meget givende. Det føles som en naturlig del af arbejdet i dag.”
Børneundersøgelsen er fortsat et centralt møde mellem familien og sundhedsvæsenet. Men i mange klinikker er det i dag et møde, hvor hele praksisteamet bidrager til den samme opgave.
Interessekonflikter: Forfatter har ingen interessekonflikter.
Biografi
Rasmus Hald er speciallæge i almen medicin og praktiserende læge i Viborg. Desuden kursusleder på PLO-e-kurset “Barnet i lægehuset – den normale udvikling og sygdomme hos barnet.
