Kvaksalver eller kogebogslæge?
Af: Benny Ehrenreich
Jeg har lige (gen)læst én af de mange kliniske vejledninger, vi får. Det er nødvendigt og betryggende løbende at holde sig ajour med nyeste behandlingsprincipper. Alligevel er det med blandede følelser, jeg lægger den fra mig, for den patient, der kan følge alle anbefalingerne, har jeg ikke mødt. Det fremstilles, som om sygdommen, hvad enten det er KOL, diabetes eller hjerteinsufficiens, kan behandles uden sin bærer. Mennesker med en kronisk sygdom kan have vigtigere bekymringer eller være ramt af flere sygdomme og dermed ikke magte alle de velmente aftaler.
Knud Jacobsen har karakteriseret essensen af vores speciale: "Almenmedicinen kommer ind der, hvor vi vælger en anden behandling end den autoriserede". Det kan jeg godt følge ham i: Både KOL, diabetes og hjerteinsufficiens er jo de internmedicinske ambulatoriers domæne, og vi varetager i almen praksis en stedfortrædende funktion, når vi følger disse patienter. VORES domæne er analysen sammen med patienten og en fælles beslutning, som patienten kan stole på er medicinsk forsvarlig. Der behøver selvfølgelig ikke være uoverensstemmelse mellem det, jeg og min patient finder frem til, og de faglige retningslinjer, men det hænder dog ikke sjældent med god grund (se f.eks. Generalistens rolle, Månedsskrift for Almen Praksis, okt. 2013).
Efter lovindgrebet juli 2013 reguleres almen praksis af en lov. Bl.a. står i Sundhedsloven § 57 b.: «Alment praktiserende læger er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med nationale faglige retningslinjer m.v.». Så længe retningslinjer og vejledninger kun er dét, går det jo nok at afvige. Men hvis de ophøjes til lov, får almen medicin et problem! Kvaliteten af vores arbejde er svært at vurdere for uinteresserede – embedsmænd og politikere. Sat på spidsen er der, med skærpelsen af Sundhedsloven, fare for ulovliggørelse af almenmedicin, på linje med kvaksalveri. Spørgsmålet er: Vil vi kunne modstå presset og fortsætte som almenmedicinere, eller vil vi blive kogebogslæger, hvor lægegerning forvitrer til defensiv medicin?
Månedsskriftet bringer både opdateret viden fra fagspecialerne og det almenmedicinske kernefelt – indtil videre.
God fornøjelse!




