Lægens rolle i forhold til patienter med diffuse lidelser

I denne artikel fokuserer jeg på, hvordan læger forstår deres rolle som professionelle i dag i forhold til en voksende patientgruppe i Danmark, nemlig borgere med diffuse lidelser. Denne gruppe borgere er særlig interessant, når fokus er på lægers forståelser af deres arbejdsopgave, da det diffuse ved denne gruppe borgeres tilstand stiller skarpt på, hvordan man er »læge«, når patientens lidelser ikke passer ind i etablerede biomedicinske diagnoser. Min analyse tager afsæt i et forskningsprojekt, der blev gennemført i 2008-2009, hvor jeg så på, hvad det vil sige at være syg og rask set fra patientens, socialrådgiverens og lægens perspektiv (1). Denne korte artikel tager primært afsæt i 11 halvanden timers gruppe-/enkeltinterview med 21 læger, der lod sig interviewe fordi de fandt undersøgelsen interessant.

Diagnosens forklarende ramme

Der har været forsket meget i diagnosticering i biomedicin fra et sociologisk perspektiv (2). Jutel skriver fx: »at blive diagnosticeret giver tilladelse til at være syg. Hvad, der tidligere var en klage, er nu en sygdom« (3). Spørgsmålet er imidlertid, hvad der sker, når læger ikke kan give den »tilladelse«, som det sociale system efterspørger, og som er snævert sammenkædet med biomedicinske diagnoser? Hvilken rolle får lægen så i mødet med patienten? Meget forskning har vist, at samfundet har en funktionel interesse i at minimere sygdomme, fordi det at være syg antages at hæmme opfyldelsen af alle andre sociale roller, som fx arbejdstager, forældre mv. Grænsedragningen mellem at være syg eller rask kan med andre ord i dag i høj grad ses som et politisk anliggende, da mange nutidige symptomer ikke falder inden for velkendte biomedicinske sygdomskategorier. Politisering af arbejdet virker ind på lægers klassificering af symptomer og problemer med den konsekvens, at lægens (samfundspålagte) opgave bliver at legitimere eller delegitimere rollen som syg ud fra divergerende parametre, der ikke kun relaterer sig til de faktiske klager, patienten kommer med, eller lægens fagligt skolede baggrund.
Personer med diffuse lidelser er en gruppe borgere, der beretter om en række forskellige lidelser, fx diffuse smerter, træthed, søvnbesvær, manglende energi, etc. Selv om det er åbenlyst, at denne gruppe borgere hverken er homogen i forhold til deres symptomer eller i forhold til deres faglige, sociale eller uddannelsesmæssige baggrund, så udgør de en kategori i lægernes øjne, da deres problem biomedicinsk betragtet ofte er »diffust«, hvilket gør patientgruppen tidskrævende og besværlig at arbejde med. Mange af disse borgeres symptomer falder med andre ord uden for rammerne af biomedicinsk observation. Jeg har tidligere vist (5), at når en person har symptomer, der ikke kan diagnosticeres biomedicinsk, har læger en tendens til enten at klassificere symptomerne som psykologiske eller helt at ignorere patienternes fysiske symptomer. Patienter med diffuse lidelser udfordrer således lægers traditionelle, biomedicinske tilgang til diagnose og intervention, og hvad det kræver at være en »legitim« patienten i lægens øjne. Denne patientgruppes legitimitet som syg kommer derfor til at hænge snævert sammen med den praktiserende læges evne til at skabe en forklarende ramme, der kan anvendes, når lægen skal redegøre for patientens symptomer, selv når en biomedicinsk diagnose er fraværende (6). De fraværende biomedicinske diagnoser får den konsekvens, at disse patienter ofte udstyres med lidt vage lægeerklæringer (biomedicinsk betragtet), som derfor får stor betydning for behandlingen af deres sag efterfølgende i det sociale system. I det sociale system er der brug for biomedicinske diagnoser for at opretholde sygedagpenge, så hvis lægeerklæringen er for vag, så vil den kommunale socialrådgiver typisk kræve udtalelser fra speciallæger (se i øvrigt (1)).

Lægens rolle: at være patientens advokat

I den følgende analyse fokuserer jeg på vanskelighederne ved at være en læge, når symptomerne ikke kan omsættes til biomedicinske termer, og når en vigtig samarbejdspartner for læger er det sociale system, der netop kræver biomedicinske diagnoser.
Lægen er som regel den professionelle, som borgeren først møder i sit sygdomsforløb, da arbejdspladsen, som borgeren sygemeldes fra, typisk efterspørger en lægeerklæring efter nogen tids sygdom. Særligt kendetegnende for personer med diffuse lidelser er, at mange har haft en hyppig kontakt til deres alment praktiserende læge, samt at de gennemgår både lange og grundige udredningsforløb med et stort antal henvisninger til forskellige speciallæger. For lægerne er det typisk et »funktionskriterium«, der anvendes, når lægeerklæringen skrives. Kan patienten ikke fungere i sin hverdag, er vedkommende syg, uanset om der umiddelbart kan findes en diagnose eller ej. En læge fra Bornholm fortæller:

Når du spørger, hvad kriteriet [for at sygemelde uden en diagnose