Den faglige standard - kan man lære af andre end sine egne fejl?
Af: Dorte Ejg Jarbøl
I dette septembernummer af Månedsskriftet indleder vi en ny serie af artikler, baseret på cases fra patientklagesystemet. Søren Birkeland (SB), der er cand.jur. og speciallæge i almen medicin, har gennem sit ph.d.-studie ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense læst flere hundrede klagesager igennem og har afdækket nogle interessante sammenhænge mellem eksempelvis travlhed i praksis og øget forekomst af klagesager
Jeg spurgte ham, om han ville dele nogle af sine overvejelser med Månedsskriftets læsere – og det ville han heldigvis rigtig gerne.
Men, kan man lære af andre end sine egne fejl? Ja, det mener jeg, at man kan – og det er da netop også baggrunden for denne artikelserie, hvor SB reflekterer over afgørelserne og den kliniske faglige praksis. Første emne er akutte mavesmerter i lægevagten – en af de hyppigste henvendelsesårsager i lægevagten. Artiklen diskuterer bl.a. den faglige standard for behandlingen. Hvilke krav kan der stilles til behandlingen?
Netop den faglige standard for vores lægefaglige arbejde har været – og er fortsat –diskussionsemne i overenskomstdebatten. Det er en debat med mange vinkler. For hvem kan være uenig i, at vores arbejde skal være præget af høj faglig standard? Der, hvor talen bliver lidt tåget, er når vi skal beskrive, hvad vi hver især forstår ved høj faglig standard eller kvalitet i vores arbejde og ikke mindst, hvordan kvalitet kan og skal måles. Er det høj faglig standard, når vi får diagnosticeret vores hypertensionspatienter, får lavet lungefunktionsundersøgelse af vores patienter med symptomer fra luftvejene, behandlet vores psykiatriske patienter … og hvor skal standarden ligge? Den debat er ikke blevet mindre væsentlig at tage.
Min pointe er, at hvis vi ikke er frontløberne, der selv får beskrevet vores fag og visionerne for det, deriblandt hvilke standarder vi gerne selv vil sætte for vores fag, er der andre, der gør det for os.
God læselyst!
Dorte Ejg JarbølBiografi
Dorte Ejg Jarbøl Redaktør Månedsskriftet




