Det arterielle sår
Iskæmi i underekstremiteterne kan være tavs indtil et banalt traume af fod eller ankel resulterer i et sår, som ikke vil hele op. Det iskæmiske sår er udstanset og blegt og uden tegn på granulationsvæv. Sårskorper er sorte som udtryk for gangræn. Der er ofte smerter, som lindres ved nedhængende ben. Sårene skal holdes tørre, da vådt gangræn øger risikoen for infektion. Absolut amputationsindikation er medikamentelt intraktable hvilesmerter samt pågående ascenderende infektion.
Af: Mikael Bitsch