Kinesiske æsker
Af: Lene Agersnap
Alle banaliteter om, hvor hurtigt tiden går, forstås først rigtigt, når turen kommer til en selv: Det ene øjeblik er man ung læge på vej i praksis, det næste tutorlæge, der deler ud af sine erfaringer. Vupti − der gik lige 21 år.
Karen Yde Hove skriver i »Tutorlæge« fra denne position, efter at hun »lige« har bidraget med turnuslægens blik på læringssituationen i almen praksis. Meget er ændret − andet forbliver ganske det samme. Forudsætningerne for at skabe et frugtbart læringsmiljø er (stadig) særligt gode i praksis med den korte afstand mellem den ældre og yngre læge, der arbejder side om side.
Jeg hørte for nylig en ung læge udtale sig meget anerkendende om sin tutor, som tilsyneladende havde skabt nogle virkeligt gode rammer for uddannelseslægerne i sin praksis. Denne tutorlæge fortalte en dag den unge læge, at hun selv − på et sårbart tidspunkt i sit eget liv − havde haft en fremragende tutorlæge. Denne havde udvist stor forståelse og fleksibilitet i den måde, hvorpå hun forvaltede rollen som læremester, og den »gæld« betalte tutorlægen nu af på i forhold til sine egne uddannelseslæger. Som et system af kinesiske æsker rummer den gode læringsoplevelse således kimen til selv at blive en god lærer.
Almen praksis har en særlig mulighed for at præge alle de yngre læger, der bliver en del af vores miljø undervejs uanset hvor de senere skal hen. Jens Aage Stauning forsøger med sine »maksimer« at indkredse det, den ældre læge gerne vil videregive til den yngre, og som ikke står i lærebøgerne. I tråd med den kinesiske æske-tankegang har vi fået en patient til at læse værket og give feedback på, om det uhåndterlige stof, vi gerne vil formidle til de yngre læger, også giver mening set fra patientens stol.
God læselyst!
