En palet af mangfoldighed
Af: Dorte Ejg Jarbøl
Jeg sidder og reflekterer over mangfoldigheden – ikke blandt patienterne
i vores praksis, som jeg ofte gør, men over mangfoldigheden
blandt Månedsskriftets læsere. Nylig hjemkommet fra møde, hvor vi
bl.a. drøftede, hvordan vi videreudvikler Månedsskriftet til fremtidens
udfordringer, ser jeg en spændende udfordring i, at lave et tidsskrift,
som også vores yngre kolleger på vej mod praksis finder interessant. I
en tid med fart over feltet, små børn og skiftende vagter (i hvert fald i
dele af specialeuddannelsen), kan det knibe med tid til fordybelse i
lange teksttunge artikler. Og alligevel er behovet for faglig opdatering i
praksisnære emner også tilstede for denne gruppe. Vi må finde en
balance mellem ”fast track” artiklerne med korte facts, tips og tricks til
hverdagen – og artiklerne med praksissjæl og hjerteblod, som kolleger
med mange års praksiserfaring nikker genkendende til – og siger. ”ja,
sådan er det også at være praktiserende læge”. Månedsskriftet er et
fagligt efteruddannelsestidsskrift, men må også meget gerne være kittet
omkring en faglig samhørighed blandt læserne. Vi skal favne bredt – fra
den studerende til pensionisten.
I dette nummer har vi udvalgt en blandet palet af artikler. Serien
”Ti skarpe til..” runder denne gang voksenepilepsien. Vi synes selv, at
denne artikelserie giver en god vinkel på det vigtige samarbejde med de
øvrige specialer. En anden samarbejdspartner er kiropraktoren. Med
artiklen ”Samarbejde mellem læge og kiropraktor” gives bud på samarbejdet
om patienten med mistanke om diskusprolaps. I den elektroniske
udgave af MAP er der links til den objektive rygundersøgelse. I den
bløde ende – og så alligevel ikke – artiklen om omsorgssvigt af børn.
Problemstillinger, der kryber ind under huden – artiklen klæder os
fagligt og professionelt på. Endelig en gammel kending – statin-problematikken.
Det er tid til en opdatering. Hvordan navigerer vi ved mistanke
om bivirkninger. Hvad skal vi være opmærksomme på – og hvordan
kommunikerer vi med patienten? Det er vigtigt, at vi som læger er i
stand til at diff erentiere mellem symptomer udløst af bivirkninger og
symptomer, der kan forklares af andre symptomer, siger forfatterne.
God læselyst til alle




