Breve til lægen
Af: Dorte Ejg Jarbøl
Selvom megen tilbagemelding på mødet med patienten sker i konsultationen, såvel verbalt som nonverbalt, hænder det, at patienten får lyst til at komme med en uopfordret skriftlig tilbagemelding på mødet. I dette nummer af Månedsskriftet har Jens Aage Stauning lavet en opgørelse over breve fra patienter gennem 30 år. Det er slående, at mange patienter har behov for at supplere det sagte under konsultationen med refleksioner over egen sygdom og situation. Et eksempel er patienten, der skriver i håbet om at trænge igennem med ønsket om en henvisning, der hidtil har været uopnåelig. Andre finder behov for at supplere deres fortælling på skrift med det, de aldrig får sagt under konsultationen.
Med den stigende fokus på effektivisering og afklaring af flere problemstillinger i konsultationsprocessen, kan man fundere over, om det i højere grad bliver fremtidens scenarie. At patienterne får et øget behov for at supplere deres fortælling, simpelthen fordi der ikke er tid til at patienten får fortalt det, der er vigtigt i konsultationen. Flertallet af fremtidens tilbagemeldinger bliver dog næppe i form at de lange personlige breve, men nok snarere i en anden kommunikationsform med spørgsmål, der ønskes besvaret af lægen. Men, vi kunne også vælge at bruge den personlige fortælling som et aktiv til konsultationsprocessen.
I oversigten over uopfordrede breve til lægen er der naturligvis en række takkebreve, der i antal klart overstiger antallet af klagebreve. I såvel takkebrevet som klagebrevet ligger et tilbageblik på det oplevede i konsultationen og en tydelig tilbagemelding til lægen. I en tid, hvor der er rigeligt fokus på udefra kommende dagsordener for almen praksis, er det netop rart en gang mellem at benytte muligheden for at vende blikket mod sig selv.
At vende blikket mod sig selv er også det, der sker i supervisionsprocessen. I dette nummer kan du også læse Helena Galina Nielsens oversigt over, hvad supervision er – og hendes bud på en definition, der kan bruges i almen praksis. Helena skelner imellem professionssupervision og uddannelsessupervision – og supervision er da netop også FYAMs nyeste kampagne, skudt i gang i forbindelse med DSAM/FYAM årsmødet. Ønsket er at sætte fokus på den gode supervision og den gode uddannelse for både uddannelseslæger og tutorlæger. Et fokus, de fleste forhåbentlig vælger at følge.
Biografi
Dorte Ejg Jarbøl




