Diagnostiske kriterier - kursen justeret
Af: Dorte Ejg Jarbøl
I dette nummer af Månedsskriftet præsenteres baggrunden for de nye diagnostiske kriterier for diabetes. Diagnosen skal fremover baseres på HbA1c-målinger. Det fremgår, at anbefalingerne kommer fra Sundhedsstyrelsens Nationale Diabetesstyregruppe, der derved følger anbefalingerne fra såvel WHO som både europæiske og amerikanske diabetesorganisationer. De nye diagnostiske kriterier er således et eksempel på muligheden for at implementere ændringer, der på forhånd er konsensus om blandt specialerne. Ydermere bliver der fulgt op med en opdateret DSAM-diabetesvejledning til efteråret. Forfatterne motiverer ændringerne med, at diagnostikken af diabetes bliver enklere for både patient og læge.
Der er hermed lagt op til de bedst mulige rammer for, at vi tager de nye diagnostiske kriterier til os og implementerer dem i vores kliniske hverdag. Hvorvidt det vil ske – og hvilke implikationer, det får for kvali-teten i behandlingen af vores patienterne, bliver spændende at følge.
I en anden artikel i dette nummer, løfter kolleger fra DSI netop sløret for nogle af årsagerne til, at den dokumenterede effekt af kliniske vejledninger stadig ikke er særligt opløftende. De peger bl.a. på dilemmaet i, at der udarbejdes kliniske vejledninger ud fra forskellige målsætninger og fremhæver bl.a. målsætning om behandling af en enkelt lidelse som forskellig fra målsætning om at integrere alment praktiserende lægers behandling i det samlede sundhedsvæsen.
Dette dilemma er særdeles væsentligt at tage højde for, når der fremadrettet er afsat 20 mio. kr. årligt i fire år til udarbejdelse af Nationale Kliniske Retningslinjer. Sundhedsstyrelsen har påpeget, at det særligt er på tværfaglige og tværsektorielle områder, der skal udarbejdes nationale kliniske retningslinjer. De to første retningslinjer, der skal være pilotprojekter for det kommende arbejde, skal omhandle diabetiske fodsår og ADHD hos både børn og voksne. Jeg har et fromt ønske om, at almen praksis indtænkes – ikke blot som et addendum, men som en væsentlig aktør i arbejdet med de nationale kliniske retningslinjer. Involvering, engagement og indflydelse er stærke motiverende faktorer for at retningslinjer og vejledninger implementeres i den kliniske hverdag.
