MAP Log ind

Som medlem kan du forbinde til månedsskriftet.dk og læse tidligere artikler og tidsskrifter.

Spørgsmål vedr. log ind kontakt Månedsskriftet på tlf. 35 26 67 85.

Glemt kodeord
×

Hukommelsesspor

Af: Bjørn Krølner

Patienten og de pårørende blev tilbudt krisehjælp. Du genkender utvivlsomt udsagnet fra utallige beretninger i dagspressen om alvorlige ulykker og andre kritiske hændelser. Men hvad rummer denne indsats reelt, og er kriseterapi baseret på eksakt videnskab eller velmente antagelser? Atle Dyregrovs spidsartikel om akut kriseintervention nærmer sig et svar.
Ny forskning viser, at det er håndteringen i de første seks timer efter en kritisk hændelse, der bestemmer, om den udsatte får varige psykologiske trivsels- eller helbredsproblemer og i sin yderste konsekvens PTSD (post traumatic stress disorder). I dette snævre tidsvindue overføres oplevelsen af den kritiske hændelse til langtidshukommelsen; eksperterne taler om hukommelseskonsolidering, og det lagrede kan så igen og igen blive reaktiveret som flashbacks.
Ideen med kriseterapi er at hæmme denne konsolidering. Afledning, nærvær, motorisk ro, god smertebehandling og eventuel søvndepravering hæmmer dannelsen af nye hukommelsesspor. Stærk følelsesmæssig optagethed af hændelsen og søvn (eventuelt ved brug af sovemedicin) fremmer konsolideringen. Det antydes således, at klassisk psykologisk debriefing, hvor oplevelsen af det skete tales igennem, kan være direkte skadelig. Det fremgår ligeledes, at mange både børn og voksne kan mestre et kriseforløb uden fagpersoners indgriben. Atle Dyregrov beskriver denne situation som spontan krisehåndtering.
Hver tiende henvendelse i almen praksis drejer sig om huden.
I den dermatologiske serie er månedens tema det kroniske håndeksem. Hvis din patient arbejder i et erhverv med stor risiko for eksponering for eksemfremkaldende allergener, er et gruppe tre-steroid i ny og næ ikke tilstrækkeligt. Rettidig diagnostik og behandling kan hindre kronificeringen.
Og så gør Sven O. Skouby status over hormonal kontraception. Hvis du føler trang til at deltage i den endeløse diskussion om vældig sjældne bivirkninger og forskellige p-pille-generationer, er det værd at huske, at variationen i kvinders accept af en given p-pille er væsentlig større end variationen mellem forskellige p-piller.

Biografi

Redaktør Månedsskriftet

Seneste nummer
Seneste nummer
MediBox