Dyspnø og hoste hos patienter i et palliativt forløb
Dyspnø og hoste er hyppigt forekommende og meget ubehagelige symptomer hos palliative patienter. I denne artikel, som er den første i en serie om symptomlindring i palliative forløb, kan du læse mere om, hvordan dyspnø og hoste kan håndteres.
Af: Bodil Abild Jespersen, Dorte Lange Høst, Anna Weibull og Mette Asbjørn Neergaard
”… og du føler det, som om du skal dø, og du tager alt af. Du åbner alle vinduer, fordi du tænker, at hvis du åbner alle vinduer og døre og tager dit tøj af, så kan du måske trække vejret bedre, men det gør ingen forskel. Det er den mest skræmmende ting, jeg nogensinde har oplevet.“ (patient)
Baggrund
Dyspnø er en subjektiv oplevelse af ikke at få luft nok og af en anstrengt vejrtrækning – en subjektiv oplevelse, der ikke nødvendigvis er objektivt registrerbar. Symptomet er ofte forbundet med angst, frygt for at blive kvalt og frygt for forestående død. Dyspnø er et meget hyppigt forekommende symptom hos patienter i palliative forløb, og en god, helhedsorienteret behandling er derfor afgørende for disse forløb.
Patientens perspektiv
Dyspnø er forbundet med en oplevelse af ikke at kunne få luft nok, hvorfor patienten evt. gisper efter vejret eller hyperventilerer. Patienten kan føle et bånd omkring brystet og evt. en fornemmelse af kvælning. Dette kan udløse en følelse af angst, som kan gå over i egentlig panik og følelse af en truende død.
Dyspnø er ofte associeret med træthed og manglende energi, som betyder, at patienten ikke magter at deltage i sociale arrangementer eller blot i en samtale. Dette kan føre til depressive symptomer og en oplevelse af social isolation. Nogle patienter foretrækker at sidde op og endog sove i en stol om natten. Dagligdags gøremål som personlig hygiejne, huslige aktiviteter og indkøb begrænses af vejrtrækningsproblemerne. Nogle patienter har vanskeligt ved at spise og samtidig opretholde en samtale, hvorfor de vælger at indtage måltiderne alene.
Som kompensation for dyspnøen sætter nogle patienter tempoet ned og undgår de udløsende faktorer. De hviler sig mere, slapper af og lærer at acceptere mere hjælp til fx personlig pleje (1, 2). Oplevelsen af hoste og dyspnø har ofte negativ indflydelse på disse patienters livskvalitet i den sidste del af livet.
Figur 1 / Tegning: Sanne Lausen Wolff
Den sundhedsprofessionelles perspektiv
Dyspnø
Dyspnø er et af de hyppigste og mest invaliderende symptomer hos patienter i palliative forløb. Blandt patienter med lungekræft er prævalensen op til 85 %, og hos patienter med andre kræftformer ca. 50 %. Hos patienter med terminalt hjertesvigt er prævalensen 66-88 %, og hos patienter med svær KOL 90-95 %. Også hos patienter med neurodegenerative sygdomme som fx ALS er dyspnø et fremtrædende symptom. For alle sygdommene gælder, at graden af dyspnø forværres i takt med, at sygdommen udvikler sig.
Den angst, der optræder hos patienten, har det med at smitte både personale og pårørende. Derfor er det vigtigt, at personalet har den fornødne viden, og at pårørende bliver vejledt. De pårørende bør altid involveres. Det forventes, at de pårørende skal være en støtte for patienten, både i forhold til at træne øvelser, administrere medicin og i det hele taget få hverdagen til at hænge sammen. Det er derfor vigtigt, at de pårørende er velinformerede, trygge og rustede til at håndtere hverdagen i hjemmet og kan tackle anfald af åndenød og angst (3).
Dyspnø er en af de hyppigste årsager til akut indlæggelse og er derfor ofte medvirkende til at vanskeliggøre eller afbryde et ellers planlagt forløb, hvor patienten ønsker at tilbringe den sidste tid i eget hjem. Dyspnø kan aktivere dødsangsten og de relaterede eksistentielle temaer. I sådanne situationer kan man sammen med patienten afklare, om der er behov for hjælp fra andre faggrupper, fx en præst – eller en repræsentant fra patientens trosretning. Patienten spørger måske, om hun/han ender med at blive kvalt. Her har vi som professionelle en vigtig opgave med at berolige og formidle viden om lindring af åndedrætsproblemerne i den sidste tid.
I ovenstående tabel over årsager til dyspnø er der skelnet mellem dyspnø ved maligne og ved non-maligne tilstande, men forskellige årsager som fx pneumoni og anæmi kan naturligvis forekomme sammen med en kræftsygdom. Ved den objektive undersøgelse kan der være tegn på infektion, anæmi, hypoksi, bronkospasme, pleuravæske eller andre tilstande, som indikerer, at yderligere undersøgelser er nødvendige. Det er vigtigt at identificere reversible årsager til patientens dyspnø, før symptomatisk behandling alene iværksættes.
Hoste
Hoste er hyppigt forekommende hos patienter i palliative forløb. Hos patienter med lungekræft er det et af de hyppigste symptomer, og hos patienter med fremskreden kræft ses det hos 38 %. Hos patienter i palliative forløb kan hosterefleksen være ineffektiv, så sekretet ikke hostes op. Smerter, kakeksi, anæmi og steroidmyopati kan være medvirkende årsager til ineffektiv hoste.
Overvejelser og strategier
Når behandling af udløsende årsager ikke er tilstrækkelig til at lindre åndenød og hoste, må rent symptomlindrende tiltag overvejes. Se desuden tabel 1 og 2 om mulige årsager. Den non-farmakologiske tilgang er førstevalg. Patienten instrueres i at lægge en hånd på mellemgulvet, så vejrtrækningen føles, hvilket er en enkel metode, der kan hjælpe patienten til at genvinde kontrollen over vejrtrækningen. Pursed lip breathing (udånding med let spidset mund) eller anvendelse af PEP-fløjte bevirker, at patienten får en dybere vejrtrækning og lettere genvinder kontrollen. Patienten må desuden lære at økonomisere med den luft, der er til rådighed. Bente (se case nedenfor) har store mængder sekret i luftvejene, som giver anledning til idelig hoste. Flittig brug af PEP-fløjten kan bidrage til at mobilisere sekretet og gøre det lettere at hoste op (4, 5).
Der findes dokumentation for, at en åben dør eller et åbent vindue kan lindre patientens oplevelse af dyspnø. Det samme gælder en elektrisk vifte eller en ventilator. Mekanismen er, at afkøling af ansigtet i innervationsområdet for anden og tredje gren af nervus trigeminus kan mindske patientens oplevelse af dyspnø.
Iltbehandling
Hos patienter, som er hypoksiske med en saturation under 90 %, har iltbehandling en dokumenteret effekt på patientens oplevelse af dyspnø. Når iltbehandling overvejes, kan blodgasanalyser eller saturationsmålinger være vejledende, men de er ikke afgørende. Der er ingen sikker sammenhæng mellem graden af dyspnø og patientens iltsaturation. Hos patienter, som er dyspnøiske, men ikke hypoksiske, kan et flow af atmosfærisk luft fra et åbent vindue eller en vifte have samme lindrende effekt på patientens dyspnø som iltbehandling. Ved ordination af ilt i hjemmet til den palliative patient kræves ikke, at de sædvanlige kriterier for iltbehandling og monitorering ved iltsygeplejerske er opfyldt. Egen læge kan selv bestille ilt til sin patient hos det iltfirma, den pågældende region benytter. Ilten leveres til patientens hjem samme eller næstfølgende dag. En dosering af ilt på op til 2 l/min. er for langt de fleste tilstrækkeligt. Der hersker blandt professionelle en udbredt frygt for at give for meget ilt, da det kan medføre ophobning af kuldioxid. Det er dog kun hos nogle af de dårligste KOL-patienter, at retention af kuldioxid udgør en reel risiko (4, 6).
Farmakologisk behandling
Morfin er hos den palliative patient førstevalg, både når det gælder lindring af dyspnø og hoste (7, 8). Bente blev under en hospitalsindlæggelse sat i behandling med tablet Kodein 25 mg x 3 pga. hoste. Kodein har traditionelt været anvendt som hostestillende middel, men der er aldrig dokumenteret en effekt (7). Kodein virker derimod kraftigt obstiperende og omdannes i kroppen til morfin, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt at ordinere ”den rene vare”, dvs. morfin. Alle opioider har imidlertid antitussiv effekt og kan anvendes.
Bentes behandling ændres fra tablet Kodein til depot morfin 5 mg x 2 samt oralopløsning morfin, 3 dråber efter behov.
Der findes ikke dokumentation for, at benzodiazepiner eller steroider har effekt på dyspnø. Benzodiazepiner kan dog forsøges, hvis patientens oplevelse af dyspnø indeholder et væsentligt element af angst. Tablet Oxazepam 7,5-15 mg eller tablet Lorazepam 0,5-1 mg kan forsøges. Hvis patienten er tæt på livets afslutning, bruges inj. Midazolam s.c. p.n. sammen med inj. morfin s.c. p.n.
Steroider kan have effekt, hvis der er bronkospasmer eller tumortryk, hvor steroid evt. kan reducere ødemet omkring tumoren (9).
Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet
Referencer
1. https://vejledninger.dsam.dk/palliation/
2. Spile M et al. Klinisk retningslinje for lindring af dyspnø hos voksne uhelbredeligt syge kræftpatienter. DMCG-PAL 2012. www.dmcgpal.dk
3. Jespersen BA et al. Symptomlindring ved dyspnø. Ugeskr Læger 2007;169(44):3756-9.
4. Jespersen BA. Åndedrætsproblemer. I: Neergaard MA, Larsen H. red. Palliativ Medicin – en lærebog. Munksgaard 2015.
5. Molassiotis A et al. Interventions for cough in cancer. Cochrane Database Syst Rev 2010;8(9).
6. Cranston JM et al. Oxygen therapy for dyspnoea in adults. Cochrane Database Syst Rev 2008;16;(3).
7. Morice AH et al. Pharmacology of cough in palliative care. Current opinion in supportive and palliative care 2017;11(3):147-151.
8. Barnes H et al. Opioids for the palliation of refractory breathlessness in adults with advanced disease and terminal illness. Cochrane Database Syst Rev. 2016 Mar 31;3:CD011008.
9. Pisani L et al. Management of dyspnea in the terminally ill. Chest. 2018 Oct;154(4):925-934.
Biografi
Overlæge Bodil Abild Jespersen, overlæge Dorte Høst, afdelingslæge Anna Weibull og overlæge Mette Asbjørn Neergaard, alle ansat ved Enhed for Lindrende Behandling, Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital.
Forfatter email
Bodil Abild Jespersen:
Dorte Lange Høst: dolahø
Anna Weibull:
Mette Asbjørn Neergaard:
