Værktøjskassen til funktionel lidelse 8

Redskaber til håndtering og behandling af vedvarende symptomer og funktionel lidelse i almen praksis

Af: Lene H S Toscano og Marianne Rosendal

Alle praktiserende læger møder patienter med symptomer og funktionel lidelse af varierende sværhedsgrad. De senere års forskning kombineret med afprøvning af forskellige redskaber i behandlingen har vist, at vi har gode muligheder for at hjælpe disse patienter – også inden for rammerne i almen praksis. I denne artikelserie præsenterer vi en række af disse redskaber.

Tanken er, at du i løbet af det kommende år kan samle de redskaber, du finder brugbare, i din egen værktøjskasse. Du kan downloade og/eller printe redskaberne i A4-størrelse fra https://www.maanedsskriftet.dk/temasaertryk/funktionel-lidelse-vaerktojskasser/

Du kan finde tilsvarende redskaber i Sundhedsstyrelsen udgivelse af en redskabssamling til behandling af funktionelle lidelser almen praksis fra oktober 2021: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2021/Funktionelle-lidelser/Redskabssamling---Funktionelle-lidelser.ashx?la=da&hash=894545D102A15EFAE63645BC9C11AE6ED6D40DE3

Parallelt med udgivelsen af værktøjskassen udgiver Månedsskriftet artikelserien ”Funktionel lidelse”, hvor der gås i dybden med forskellige temaer inden for dette felt. Du finder den første artikel i serien i Månedsskriftets udgivelse fra april 2021. Det kan være en god idé også at læse disse artikler for at få en bedre forståelse af, hvorfor de forskellige redskaber anbefales.

Dette er redskab nr. 8

Case Anette

Anette er 52 år og arbejder som skolelærer. Hun bor sammen med sin mand og deres to teenagere. Anette har siden barndommen haft forskellige former for allergi, og har siden første graviditet haft tendens til smerter i lænden. De seneste ti år har hun haft problemer med maven, og hun er blevet udredt og diagnosticeret med irritabel tyktarm. Hun har ændret kostvaner og holder sig nu fra sukker og hvidt brød, hvilket kan holde maven i ro. Hun har desuden haft perioder med svimmelhed, og for syv år siden blev hun udredt på mistanke om sklerose på grund af nogle ukarakteristiske føleforstyrrelser.

Hun fortæller, at hun nok altid har været sensitiv. Hun bliver hurtigt træt og overmandet, men hun har været i stand til at håndtere det. Hun synes, det er vigtigt at være en god kollega, og en god mor og hustru. Hun føler et stort ansvar for en ældre nabo, som er ensom og gangbesværet og meget glad for Anettes hjælp og selskab. Hun har generelt dårlig samvittighed over, at hun ikke kan overkomme så meget, som hun gerne vil. Hendes største frygt er at blive som sin mor, som havde kroniske smerter, og som ofte lå på sofaen og beklagede sig, da Anette var barn.

Siden folkeskolereformen har Anette følt sig presset, og hun har fået tiltagende smerter i det meste af kroppen, hun er træt, sover dårligt om natten, har problemer med at huske og koncentrere sig, og på det seneste er hun blevet svimmel og har fået en generende tinnitus. Hun er blevet grundigt undersøgt, uden at der er fundet en forklaring på de mange symptomer. Hun har haft tiltagende sygedage og frygter, at hun snart må stoppe med at arbejde.

Anette har lavet et ugeskema (redskab 3), og det viser sig, at hun ofte har stærke smerter og er voldsomt træt, når hun kommer hjem fra arbejde. Hun lægger sig enten på sofaen eller går i seng og sover i et par timer. Ofte orker hun ikke at lave mad, og hun bestiller så et par pizzaer, hvilket hun ikke bliver kritiseret for, men det giver hende dårlig samvittighed, at hun ikke laver ordentlig mad til de to teenagere. Samtidig ved hun godt, at det ikke er godt for hendes mave at spise pizza. I weekenden er hun ofte så udkørt, at hun bare har lyst til at lave så lidt som muligt.

Hun har fået Zone-modellen (redskab 7), hvor hun så, at hun enten er i overbelastnings- eller komfortzonen. Det bliver tydeligt, at Anette har svært ved at mærke sig selv og sine behov. Hun glemmer at spise og gå på toilettet i løbet af dagen, og spiser for meget når hun kommer hjem. Hun sætter ingen grænser for sine børn eller naboen og bruger al sin energi på at tænke på andre end sig selv.

Lægen introducerer derfor STOP-øvelsen, som hun får med hjem.

Redskab 8: STOP-øvelse

Formål

Hvis man har haft symptomer i lang tid, kan det være svært at mærke sin krop og reagere hensigtsmæssigt på alle de signaler, den udsender. Her kan STOP-øvelsen være en god hjælp i hverdagen. Formålet er at hjælpe patienten med at blive mere bevidst om, hvilke signaler kroppen sender, og samtidig hjælpe med at finde ud af, hvordan man bedst bør reagere på de ting, man mærker.

Instruktion til lægen

Patienten skal beslutte sig for, hvor mange gange om dagen øvelsen skal laves. Den tager ikke mere end ca. et minut at lave, så man kan sagtens lave den mange gange i løbet af dagen. Et udgangspunkt kan være at lave øvelsen en gang hver time eller fem gange i løbet af dagen. Sæt evt. et stopur eller en telefon til at give et signal, når øvelsen skal laves. Det er vigtigt at lave øvelsen inden man mærker, at man har fået det dårligt og ikke vente og lave øvelsen, når man er generet af symptomer.
S betyder ’Stop op’. Man skal altså stoppe den aktivitet, man er i gang med.
T betyder ’Træk vejret’. Man skal altså trække vejret godt igennem, gerne fire-fem gange.
O betyder ’Observer’. Man skal nu observere sig selv, krop, psyke og omgivelser lige her og nu. Kropslige signaler, tanker, lyde osv. Øvelsen går ud på at observere sig selv på en åben, neutral og nysgerrig måde, som om man er en opdagelsesrejsende, som for første gang er på besøg i kroppen. Ingen observationer er mere rigtige eller mere vigtige end andre.
P betyder ’Prioriter’. Man skal til sidst på baggrund af observationerne prioritere, hvad man vil gøre, så snart stop-øvelsen er slut. Måske rejse sig op og bevæge skuldrene? Drikke et glas vand eller måske på toilettet? Måske har man det faktisk meget godt og skal bare fortsætte den aktivitet, man var i gang med.

Figur 1 / Redskab 8

Bemærk:

Det kan synes som en utrolig simpel øvelse. Og det er det faktisk også. Men ikke desto mindre er den meget kraftfuld, hvis man laver den med hyppige mellemrum. Den vil træne hjernen i at blive mere opmærksom på de tidlige signaler, som kroppen sender, så man kan reagere hensigtsmæssig på dem, inden det er for sent. Samtidig viser øvelsen også, at man ikke skal gå og mærke efter i kroppen hele tiden.

Det er ikke meningen, at man skal lave stop-øvelsen en gang i timen resten af sit liv. Man kan tænke på den som en træning i at få nogle nye vaner og en ny opmærksomhed. På et tidspunkt vil mange opleve, at de får nemmere ved at tolke deres signaler og reagere på dem på en måde, så de vil få det bedre. Herefter vil mange opleve, at de helt automatisk laver en stop-øvelse engang imellem, uden at de behøver sætte et ur og gøre det til en planlagt aktivitet.

Eksempler på lydfiler:

fra Funktionelle lidelser, Aarhus Universitetshospital: link
fra CKS, Frederiksberg hospital: link

Biografi

Lene H S Toscano er speciallæge i almen medicin og ansat som overlæge på Afsnit for Funktionelle Lidelser, Vejle Sygehus. Marianne Rosendal er speciallæge i almen medicin, tidligere praktiserende læge og nu ansat ved Funktionelle lidelser, Aarhus Universitetshospital og Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus.